Sammenhold og solidaritet
SAB blev sat i verden under Anden Verdenskrig for at hjælpe et København i nød. I tiden omkring ”de 5 onde år” byggede vi tusindvis af sunde boliger til de trængende københavnere. Dermed byggede vi også fundamentet til et boligselskab, hvor sammenhold og solidaritet er den mørtel, som holder os sammen.
Som boligselskab har vi et ansvar, som vi stadig forpligter os til den dag i dag. Vi skal bl.a. tilbyde borgere et godt sted at bo til en overkommelig pris, så det ikke kun er de velhavende, der kan bo i spekulative nybyggerier i København. For det handler også om social ansvarlighed. Derfor er SAB et rummeligt og inkluderende fællesskab.
Bæredygtigt fællesskab
SAB er et fællesskab, som består af mere end 9.000 boliger på tværs af hovedstaden. Fra Herlev til Sundbyøster. Fra Valby til Bispebjerg. Tilsammen danner vi et beboerdemokratisk fællesskab for de ca. 16.000 personer, som bor til leje hos os.
Selvom de enkelte boligafdelinger er meget forskellige, er der lige vilkår for alle. I sidste ende er det naturligvis den enkelte beboer, der bestemmer, hvor meget fællesskab og medbestemmelse han eller hun søger. Om så det angår kæledyr, en ny legeplads, boligrenovering, pleje af de grønne områder eller en øget indsats i den bæredygtige udvikling.
Som boligselskab er det vores ansvar at understøtte en kultur, hvor beboere ønsker at tage del i fællesskabet og bruge den stemme, de har. Alle har mulighed for at støtte dem, de er enige med. Men de har også pligt til at respektere dem, de er uenige med.
Rammerne og retningen
Hele vores mission bygger på at være et Socialt Ansvarligt Boligselskab, som skaber bæredygtige lokalsamfund. Dog har vi ikke kun fokus på de nære ting.
Vi ser os som en del af den omkringliggende verden og arbejder målrettet med at understøtte en udvikling i vores lokalområder, der omsætter FN’s verdensmål til konkrete handlinger. Det gælder både, når vi bygger og renoverer, men også når vi opfordrer til at sortere affald, spare på strømmen eller dele vores brugte ting på et fælles loppemarked.
Vi har et stort ansvar, og vi lever op til det hver eneste dag. I den daglige drift har vi fokus på at være effektive, synlige og troværdige. Vi sørger for god service, velholdte ejendomme og velfungerende udearealer, så vores beboere kan leve det gode liv. Vi skaber rammerne. Som beboer er du med til at fylde dem ud.