Scroll

I Valby har Skyttevængets beboere været genhuset på skift, mens håndværkere siden 2022 har haft travlt med at renovere alle lejemål i afdelingen. Skyttevængets ejendomme er opført i 1942, og de gamle faciliteter var slidte og trængte til at blive skiftet. Nu er flere beboere vendt hjem til de mange forandringer. Køkken og bad er blevet istandsat, og alle boliger har blandt andet fået nye vinduer, forbedret ventilation og energivenlige radiatorer.

 

Badeværelse er indrettet bedre nu

En af de beboere, der er kommet hjem til sin nyrenoverede lejlighed, er Kenny Gotfredsen der har boet i Skyttevænget siden 2019.  Selvom Kenny er ærgerlig over, at de gamle højskabe er blevet pillet ned og skabspladsen er blevet mindre, er han alligevel tilfreds med renoveringen. Den bedste forandring i boligen har været det nye badeværelse, der er blevet lidt større.

Før var bruseren koblet op til håndvasken med en slange. Man gik i bad ved vasken og stod på gulvet lige ved døren, hvilket også betød, at man tit fik våde fødder, hvis man skulle forbi brusenichen. Nu er badet placeret bagerst i rummet og tættest på vinduet. Gulvet ved bruseren er blevet sænket lidt, så vandet ikke løber ud på gulvet. Det er dejligt praktisk.

Derudover fortæller Kenny også, at det er et stort plus, at der er kommet flere stikkontakter i hans lejlighed. Før måtte han gebærde sig med adskillige forlængerledninger og stikdåser for at få strøm til det mest basale, fordi der var så få kontakter i lejligheden. Nu er det nemt at finde et ledigt stik, hvis telefonen skal oplades.

 

Forventer lavere varmeregning

Kenny ser frem til at opleve effekten af de nye vinduer og radiatorer, når temperaturen falder. Han håber, at den forbedrede isolering kan mærkes på varmeregningen og gøre vinteren mere komfortabel i lejligheden. Mange ældre boliger har udfordringer med dårlig isolering, hvilket både påvirker indeklimaet og energiforbruget. Energieffektive forbedringer som nye vinduer og moderne radiatorer gavner ikke kun beboerne økonomisk, men bidrager også positivt til klimaet ved at reducere energispild.

Nu er der nok blevet så godt isoleret i lejligheden, at jeg slet ikke behøver tænde for varmen. Det er jo for tidligt at se effekten, men min forventning er, at varmeregningen bliver billigere.

Kenny har udsigt til en af Skyttevængets andre ejendomme fra sine nye vinduer i stuen. Bygningernes istandsatte facader er en synlig forbedring. De gule mursten er blevet pudset op og har fået et lysere udtryk, der harmonerer flot med de nye tage af røde teglsten. Enhver forbipasserende vil kunne få øje på den forandrede facade, hvis de går en tur forbi Skyttevængets boliger.

 

Indtil videre er Kenny den eneste i sin opgang, der har set facaden og de nye forbedringer, da naboerne stadig er genhuset. Snart vender de tilbage én efter én og får selv mulighed for at opleve forbedringerne med egne øjne.

 

Relevante mærkesager

Energioptimering-1-aspect-ratio-456-284

Energioptimering