Vi skal i SAB blive bedre til at vedligeholde vores bygninger – og gøre det smart og professionelt, så vi også i mange år frem har sunde og solide boliger i SAB. Derfor har SAB i det kommende budgetår tilkøbt ”Bygningsservice”, som er en ny tilgang til vedligeholdelse af ejendomme i KAB-Fællesskabet.
Som en del af Bygningsservice vil driftscheferne få hjælp fra specialister i KAB, som har gennemgået alle afdelingernes PPV-planer og givet dem et ekstra servicetjek med udgangspunkt i de eksterne granskninger. De eksterne granskninger blev for få år tilbage udarbejdet for Landsbyggefonden for alle boligafdelinger i Danmark. Fokus er de 20 bygningsdele, som ud fra et fagligt perspektiv er vurderet ift. udskiftning og økonomi. Nu har Bygningsservice kvalificeret informationerne, besigtiget jeres afdelinger og indarbejdet arbejdet i jeres afdelingers PPV-planer med henblik på et mere retvisende indblik i afdelingernes vedligeholdelsesbehov – og dermed også behov for henlæggelser de næste 30 år.
Hvad betyder bygningsservice for jeres markvandring
Når boligafdelingen har ydelsen Bygningsservice lægges der i markvandringen vægt på serviceniveau og de blødere værdier. I vil forud for markvandringen få tilsendt afdelingens serviceramme, hvor i indenfor de forskellige emner kan komme med input til eventuelle driftsmæssige justeringer. Servicerammen vil efterfølgende danne udgangspunkt for afdelingens årshjul og dermed de opgaver, der skal udføres i afdelingen i det kommende budgetår.
Renovering og udskiftning af de store bygningsdele forholder driften sig derimod til på baggrund af et oplæg fra Bygningsservice, og disse vil i udgangspunktet ikke være til drøftelse på selve markvandringen. Dog vil driftschefen naturligvis orientere om den samlede PPV-plan og afdelingens fremtidige henlæggelsesbehov, såfremt der er ønske om dette, ligesom det vil være naturligt at vende de større opgaver, der ligger indenfor en kortere tidshorisont.
Når i får PPV-planen ud forud for markvandringen vil de 20 væsentligste bygningsdele som konsekvens af ovenstående være markeret med ”????”, således i kan se hvilke dele af PPV-planerne i som udgangspunkt ikke behøver at forholde jer til på markvandringen. Hvis afdelingsbestyrelsen skulle have bemærkninger til disse emner, vil disse bemærkninger dog naturligvis blive noteret og vurderet efterfølgende i regi af bygningsservice. PPV-planen vil ligeledes som noget nyt indeholde et estimat over afdelingens eventuelle fremtidige behov for at optage lån herunder en beregning af den huslejestigning, som et sådant låneoptag vil medføre.
Materialet til markvandringen forventes udsendt senest 1 uge før markvandringens afholdelse. Vi opfordrer afdelingsbestyrelsen til at forberede sig til markvandringen ved eksempelvis at drøfte eventuelle behov for nye tiltag samt ønsker generelt.
Hvad er granskning
’Granskning’ er en påkrævet ekstern undersøgelse af vedligeholdelses- og fornyelsesplaner for alle almene boligafdelinger. En ekstern gransker skal hver 5. år vurdere om vedligeholdelses- og fornyelsesplanen er retvisende og omfatter de nødvendige aktiviteter. Den eksterne granskning af SAB’s afdelinger blev foretaget i årene 2021-2022.
Granskningen består af en ekstern undersøgelse af vedligeholdelses- og fornyelsesplanerne for alle afdelinger i boligorganisationen. Granskningen skal styrke tilstandsvurderingen og planlægningen af fremtidig vedligeholdelse for afdelingen. Den eksterne granskning skal foretages af en ekstern og uvildig byggesagkyndig. I SAB er det konsulentfirmaet Rambøll, der har foretaget undersøgelserne af alle afdelingerne.
Læs også
Relevante mærkesager

Socialt ansvar
