I anledningen af kommunalvalget inviterer SAB sammen med Boligforeningen 3B, AKB, KBH og Brumleby alle selskabernes beboervalgte til en paneldebat om, hvordan vi sammen kan sikre et København i økonomisk og social balance. Panelet består af Pernille Rosenkrantz-Theil (A), Line Barfod (Ø) og Jakob Næsager (C).
Arrangementet finder sted onsdag den 5. november kl. 17-18.30 i KAB-Huset, Enghavevej 81. Der er blevet sendt en separat invitation ud til de beboervalgte i SAB.
Input fra beboervalgte
Alle beboervalgte i SAB har mulighed for at komme med forslag til hvilke temaer, der kan være relevante at bringe i spil under debatten. Overskriften for paneldebatten er: Hvordan skaber vi socialt balancerede boligområder i København?
I kan f.eks. sende overordnede emner ind, som I mener er vigtige at få på dagsordenen til paneldebatten. Eksempler kan være:
- Forebyggelse af udsatte boligområder – social bæredygtighed
- Blandede boligtyper og ejerformer – tiny houses m.m.
- Samarbejde mellem kommune og boligorganisationer
I kan ligeledes sende perspektiver fra jeres virkelighed ind omhandlende erfaringer eller udfordringer fra jeres boligorganisation, som I synes politikerne bør forholde sig til. Eksempler kan være:
- Tendenser I ser i jeres boligområder
- Eksempler på vellykkede indsatser
- Bekymringer eller behov, I oplever
I kan sende jeres input til kundecenter-sab@kab-bolig.dk. Fristen for at indsende input er den 12. oktober 2025.
Organisationsbestyrelsen vil på baggrund af tilbagemeldingerne og i samarbejde med de øvrige boligorganisationer forsøge at tilrettelægge debatten, så vi kommer rundt om de spørgsmål/problematikker, som de beboervalgte rejser, men det er muligt, at vi ikke kan dække alle perspektiver i debatten.
Læs også
Relevante mærkesager

Beboerdemokrati

Byudvikling
