2025 har været et år fyldt med fællesskab og meningsfulde aktiviteter, der har gjort hverdagen lidt hyggeligere for beboerne i Abildgården. Den månedlige fællesspisning og Tirsdagscaféen har været vigtige samlingspunkter og udgør en vigtig del af den boligsociale indsats, der skal styrke trivslen og fællesskabet i afdelingen.
Beboere samles hver uge i Tirsdagscaféen
Den ugentlige Tirsdagscafé er blevet et fast mødested for femten beboere i Abildgården, der mødes til kaffe, hygge og gode snakke om stort og småt. Caféen giver beboerne et afbræk fra deres vante rammer, hvor de kan lære andre at kende på en helt uformel måde. Flere har fået nye venskaber og fortæller, at fællesskabet ikke kun mærkes under arrangementerne, men også i hverdagen. “Vi tager os af hinanden, fordi vi kerer os om hinanden,” pointerer en beboer.
Fællesspisninger skaber møder på tværs
Et andet højdepunkt i afdelingen er fællesspisningen, der afholdes én gang om måneden. Arrangementet samler beboerne med forskellige baggrunde om et velsmagende måltid – unge, ældre, familier og enlige sidder side om side ved bordet. På skift står flere beboere for indkøb, madlavning og oprydning til stor glæde for de øvrige deltagere, og fællesspisningen har stor betydning for både nye og gamle beboere. En beboer fortæller:
“Jeg føler mig langt mere tryg og ‘hjemme’ herude efter at jeg er begyndt at deltage i fællesspisningen, på trods af at jeg faktisk har boet herude i Abildgården i over 20 år. Det gør en helt fantastisk forskel, når man ved, at man bliver mødt med varme og et smil”
Sacha skaber tryghed og støtte
Udover de fællesskabende aktiviteter i afdelingen bygger den boligsociale indsats på et tæt og bredt samarbejde med kommunale aktører, frivillige organisationer og lokale netværk. Arbejdet sikrer, at beboerne altid har et sted at henvende sig – uanset hvilke udfordringer de står med. Sacha Kneupner har været ansat som boligsocial medarbejder i Abildgården i snart to år. Hun arbejder for, at ingen står alene i svære perioder, ved at være et vigtigt bindeled mellem beboere og relevante fagpersoner som sagsbehandlere eller mentorer.
”I 2025 har jeg eksempelvis støttet flere beboere i forbindelse med flytning til ældrebolig eller plejehjem for at sikre en værdig overgang i tæt samarbejde med Borgercenter Handicap og Sundhed og Ældre – Kbh Syd,” fortæller Sacha.
Hvad bringer 2026?
Den boligsociale indsats bygger videre på sidste års stærke erfaringer, og arbejdet med at styrke relationerne og skabe nye aktiviteter i Abildgården fortsætter i 2026. Afdelingen skyder året i gang med en kreativ nålefilt-workshop i februar, og Sacha forventer, at samarbejdet med Helhedsplanen Amager vil give fornyet energi til afdelingen. Hendes mål står helt klart: Hun vil fortsætte med at styrke nabofællesskabet og trivslen i Abildgården.
Læs også
Relevante mærkesager

Socialt ansvar




Beboerdemokrati
Socialt ansvar
Bygningsvedligehold
Energioptimering
Byudvikling