Her kan du læse første artikel i serien ’Engagement i SAB’. Det er en ny artikelserie, hvor vi møder forskellige afdelinger, der har gjort en særlig indsats for at skabe engagement blandt beboerne.
Stafetten starter ved Abdeslam Saidi og Olav Engel-Csiky fra afdelingsbestyrelsen i Tingbjerg, der fortæller, hvordan de er lykkes med at skabe engagement omkring afdelingsmødet i Tingbjerg.
Rekordstor opbakning
Årets afdelingsmøde i Tingbjerg blev noget helt særligt. 163 husstande deltog, hvilket svarer til 326 antal stemmer. De sidste fem år har der i gennemsnit 50 husstande, der har deltaget på møderne. Der er altså sket mere end en tredobling i deltagelsen på årets afdelingsmøde. I alt deltog mere end 350 personer, når både voksne, børn og familier tælles med.
Afdelingsmødet blev afholdt i Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, som dannede ramme om både mødet og de aktiviteter, der gjorde det muligt for flere at deltage.
Plads til hele familien
En vigtig del af succesen var, at afdelingsmødet blev tænkt som mere end et traditionelt møde.
Under selve mødet var der børnepasning, så begge forældre havde mulighed for at deltage. 25–30 børn blev passet i trygge rammer med leg og aktiviteter.
Før mødet havde afdelingsbestyrelsen arrangeret kreative aktiviteter for børnene og hyret Nataschas Kreaværksted ind i samarbejde med Tingbjerg Kulturhus. Her blev der lavet krea og blandt andet forvandlet genbrugsmaterialer til sjove og finurlige ting
Fællesskab omkring maden og lokale samarbejder
Der blev også lagt vægt på det sociale fællesskab. Over 100 måltider blev serveret, leveret af Café Mors Varme Hænder.
Café Mors Varme Hænder er en erhvervsdrivende forening, primært drevet af frivillige kvinder fra Tingbjerg. Caféen er et inkluderende mødested i hjertet af bydelen og holder til i stueetagen i Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus.
Foruden den lækre mad, er den store deltagelse resultatet af et målrettet arbejde og et stærkt lokalt samarbejde. Afdelingsbestyrelsen har blandt andet samarbejdet med Mellemfolkeligt Samvirke, Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus, Den boligsociale helhedsplan og lokale fællesskaber i Tingbjerg.
Samarbejdet har været med til at skabe synlighed, tillid og ejerskab omkring både afdelingsmødet og det lokale beboerdemokrati.
Hvad gjorde afdelingsbestyrelsen i Tingbjerg helt konkret?
Den store succes i Tingbjerg skyldes afdelingsbestyrelsens store arbejde, som allerede startede ved sidste års afdelingsmøde. Her godkendte afdelingsmødet at øremærke 40.000 kr. til at øge engagementet i beboerdemokratiet.
Pengene er konkret gået til at sørge for aftensmad til mødet, at hyre børnepasning, at lave kreaværksted og at sprede budskabet om beboerdemokratiet.
Afdelingsbestyrelsen har desuden nedsat et demokratiudvalg, som arbejder aktivt for at styrke deltagelsen i området. Det er netop udvalget, der står bag ændringerne ved afdelingsmødet, men også omkring deltagelsen ved kommunalvalg.
De har inden afdelingsmødet lagt et stort arbejde i at stemme dørklokker og holde oplæg om beboerdemokratier, blandt andet i den lokale moské.
Kort sagt – Tilpas jer beboernes behov
Generelt handler det om at tilpasse sig beboerne og deres behov. Sørg fx for at der er mad, hvis de ikke når hjem fra arbejde, sørg for børnepasning, så begge forældre kan deltage og tænk mødet fra beboernes perspektiv.
Er du nysgerrig for at vide mere om, hvordan afdelingsbestyrelsen gjorde eller har du spørgsmål til dem, så kontakt Abdeslam og Olav fra Tingbjergs demokratiudvalg på mail: ab3026-0@kab-bolig.dk .
Gode erfaringer fra Tingbjerg – Sådan kan du gøre i din afdeling
Erfaringerne fra Tingbjerg viser, at relativt enkle greb kan gøre en stor forskel for deltagelsen ved afdelingsmøder. Her er nogle idéer, som andre afdelingsbestyrelser kan lade sig inspirere af:
- Vælg rammer, som beboerne kender og føler sig hjemme i
Afhold mødet et sted, hvor beboerne allerede kommer i hverdagen fx bibliotek, kulturhus, beboerlokalet eller fælleshus. - Gør det muligt for hele familien at deltage
Tilbyd børnepasning under mødet, så begge forældre har mulighed for at være med. - Skab liv før mødet starter
Overvej aktiviteter før mødet, fx kreative værksteder eller lege for børn, som gør det attraktivt at komme i god tid. - Samarbejd med lokale aktører
Involvér lokale foreninger, kunstnere eller fællesskaber, og undersøg hvilke ressourcer, der i forvejen findes i området. - Tænk fællesskab ind – også gennem maden
Mad og fællesspisning kan være med til at skabe en god stemning og få flere til at deltage. Har I ikke en café kan I overveje en madvogn udendørs. - Invitér bredt og i god tid
Gør afdelingsmødet til en positiv begivenhed og ikke kun en formel pligt, både i invitationen og på selve dagen. - Mød beboerne, der hvor de er
Stem dørklokker inden afdelingsmødet eller mød beboerne i deres klubber, fælleskaber eller andet, fortæl dem om beboerdemokratiet og opfordre dem til at deltage.
Når demokratiet bliver levende
På afdelingsmødet i Tingbjerg genbekræftede beboerne mandatet til afdelingsbestyrelsen om fortsat at investere i det lokale beboerdemokrati blandt andet udviklingen af afdelingsmødet. Erfaringerne fra Tingbjerg viser, at et stærkt beboerdemokrati er muligt:
“Nogle spørger, om et bæredygtigt beboerdemokrati overhovedet er muligt i udsatte boligområder. Vores erfaring er ’ja’. Når vi investerer i mennesker, fællesskab og dialog, så vælger beboerne demokratiet til igen og igen.”, siger Olav Engel-Csiky fra afdelingsbestyrelsen i Tingbjerg.
Udviklingen ses ikke kun ved afdelingsmødet, men også i en stigende deltagelse ved både kommunal- og folketingsvalg. Tingbjerg er dermed et konkret eksempel på, at demokratiet kan genoplives og styrkes, når der investeres i både mennesker, fællesskab og lokale samarbejder. Indsatsen kræver tid og ressourcer, men erfaringen er klar: Det betaler sig.
Stafetten gives videre
Med denne artikel starter serien Engagement i SAB, hvor stafetten gives videre fra afdeling til afdeling.
I serien deler vi inspiration, konkrete greb og erfaringer fra afdelinger rundt om i SAB. Vi ser på, hvordan man kan engagere flere beboere, styrke beboerdemokratiet og få gode idéer til at blive til handling i hverdagen.
Hver artikel tager stafetten videre og giver indblik i, hvad der virker, og hvad andre kan lade sig inspirere af.
Har I lykkes med at skabe engagement i jeres afdeling, så fortæl os gerne den gode historie! Skriv til mailen: kundecenter-sab@kab-bolig.dk.
Læs også
Relevante mærkesager










Beboerdemokrati
Bygningsvedligehold
