Skaktene er nu midlertidigt nedlagt i flere afdelinger i SAB, heriblandt i afdelingerne Rolandsgården og Langelandshus, der begge ligger i Husum. Rolandsgården lukkede deres skakte i juni 2024, mens Langelandshus fulgte efter i februar 2025. I begge afdelinger er overgangen gået over al forventning.
Beboerne gør en forskel
Driftschef Michael Lund fortæller, at både Rolandsgården og Langelandshus har gennemgået en bemærkelsesværdig forvandling. Omstillingen har skabt økonomiske besparelser på restaffald og samtidig styrket fællesskabet blandt beboerne. De viser nu større engagement og positivitet i affaldssorteringen, hvilket har resulteret i en stærkere fælles indsats på området.
Beslutningen om at lukke skaktene blev truffet med langsigtede mål for miljø, økonomi og arbejdsmiljø i tankerne. Michael Lund fremhæver en bemærkning fra et informationsmøde, hvor en beboer understregede betydningen af det nye fællesskab.
Når det her er fremtiden, må vi bare følge med.
For Michael Lund blev denne kommentar et symbol på den holdningsændring, der er sket blandt beboerne – da stemningen i dag er overvejende positiv.
Fra skakte til sortering
Driften i Husum har gjort en stor indsats for at støtte beboerne under overgangen til den nye affaldshåndtering. Allerede før skakterne blev lukket, blev der uddelt informationsmateriale, som klædte beboerne på til de nye krav. Driften har i starten af omstillingen brugt en del energi på at hjælpe beboerne i afdelingerne. Det har de gjort for at sikre korrekt sortering og forhindring af efterladt affald.
Derudover har driften samarbejdet med Københavns Kommune om at opsætte tydelige skilte og vejledninger ved afleveringsstederne. Ifølge Michael Lund har kommunen været en uvurderlig hjælp, især i tilfælde, hvor der har været usikkerhed omkring sorteringen.
Næste skridt
Nu rettes fokus mod de afdelinger, der endnu mangler at lukke skaktene. Med de positive resultater fra de to afdelinger i Husum som inspiration, håber vi, at resten vil tage skridtet og følge deres eksempel.