Scroll

For Kim Hansen, som er beboere og medlem af afdelingsbestyrelsen i Langelandshus, begyndte det hele som en helt almindelig onsdag eftermiddag. Han var på vej op fra kælderen med sit vasketøj, da han opdagede en cykel, der spærrede opgangen. Med den blå IKEA‑pose i hånden flyttede han cyklen til side, og lyden af bevægelsen gav et brag i opgangen.

I samme øjeblik kom en mand med sort hættetrøje trukket ned over hovedet løbende ud fra Annies lejlighed på første sal. Kim vidste straks, at noget var helt galt.

“Vi kender jo hinanden her i afdelingen, og han skilte sig ud. Da jeg så, at Annies dør stod åben, tænkte jeg straks, at noget var helt galt. Jeg løb ned, filmede ham, mens han cyklede væk, og ringede 112,” fortæller Kim.

Politiet var heldigvis i nærheden og havde faktisk allerede haft manden til side, fordi han var maskeret, men havde ladet ham gå. Da Kim viste sin video, blev det tydeligt, at det var den samme person, og denne gang blev han anholdt.

 

Manipulation og frygt

For Annie blev episoden en ubehagelig påmindelse om, hvor snu tricktyve kan være. Hun sad i telefonen med en mand, der udgav sig for at være fra banken. Han fortalte, at 16 personer allerede havde fået deres konti hacket, og at han ville hjælpe hende med at undgå det samme.

Normalt er Annie vant til at være i skudlinjen for den slags opkald. Hun har udviklet et tykt skin og plejer hurtigt at lægge røret på, når hun opfanger faresignaler. Men denne gang var anderledes.

“Han hjernevaskede mig i en time. Jeg har talt med mange fra banker og selskaber før, men denne person var så kærlig og omsorgsfuld, at jeg troede på ham. Han spurgte til alt, om jeg havde kontanter, dyre malerier, guld eller ægte tæpper. Først bagefter indså jeg, at en bank aldrig ville stille den slags spørgsmål,” fortæller hun.

Til sidst havde han endda aftalt med Annie, at en medarbejder fra banken ville komme forbi for at hjælpe hende med mobilbank og kontaktoplysninger. Annie husker tydeligt det øjeblik, hvor hun indså, at noget var helt galt:

“Da jeg ser manden i min døråbning, falder tiøren. Han så rigtig uhyggelig ud. Han havde sort hættetrøje helt ned over hovedet, og man kunne slet ikke se, hvem han var. En stemme sagde til mig, at jeg ikke skulle lukke døren, og det gjorde jeg ikke,” fortæller Annie.

Hendes dør stod derfor åben, og det blev i sidste ende hendes redning. For pludselig lød der en larm i opgangen, og den maskerede mand løb ud.

“Pludselig løber han ud af min lejlighed, og jeg hører Kim råbe: ‘Hvad sker der! Hvor er han!’ Jeg når lige at svare: ‘Jeg ved det ikke, han er gået! Kim hjælp, der er noget helt galt!’”

Kort efter blev politiet tilkaldt.

Et tæt naboskab som sikkerhed

I sidste ende slap alle uskadt, og tricktyven nåede aldrig langt. Annies bankoplysninger forblev sikre, men episoden har sat sine spor.

For Kim blev det en påmindelse om, at man skal kende sine naboer og reagere, når noget virker forkert. For Annie blev det et symbol på, at naboskab kan være livsvigtigt. Som tak overrakte hun Kim blomster, rødvin og chokolade, en lille gestus, der understreger, hvor meget hans indsats betød.

Episoden har sat tanker i gang blandt beboerne om, hvor vigtigt det er at kende hinanden og være opmærksomme i hverdagen.

“Vi skal fjerne skyklapperne og kende vores naboer. Det gør en forskel. Hvis jeg lige var flyttet ind, havde jeg nok ikke gjort noget, men når man kender hinanden, reagerer man,” understreger Kim, der har boet i afdelingen i 20 år.

Forebyggelse og råd

Forebyggelse af tricktyveri kan være vanskelig, men både Kim og Annie oplevede, at det ikke kun handler om information og sikkerhed, det handler også om godt naboskab. Annie er dybt taknemmelig for, at Kim greb ind:

“Min søn sagde til mig: er du klar over, at Kim nok har reddet dit liv? Det tror jeg faktisk, han har. Jeg ser ham nu ikke bare som min nabo, men som en ven, der stod der, da jeg havde brug for det.”

Hvad kan man så egentlig selv gøre for at forebygge tricktyverier? For det første kan man være opmærksom på, om noget stikker ud, er alt som det plejer i opgangen? Derudover anbefaler Politiet, at man aldrig lukker fremmede ind uden legitimation, er kritisk over for telefonopkald, og deler viden med naboer om tricktyveri. Materiale og råd kan findes på Politiets hjemmeside.

Relevante mærkesager

socialt-ansvar-1-aspect-ratio-456-284

Socialt ansvar

Beboerdemokrati-aspect-ratio-456-284

Beboerdemokrati