En stille brise bevægede sig gennem SAB-afdelingen Valbyholm, hvor sommerfesten så småt tog form en onsdag i juli. To frivillige fra boligafdelingen var i gang med at gøre klar, da de første beboere stille begyndte at ankomme omkring frokosttid – nogle med rollatorer, andre ledsaget af venner, familie eller kæreste.
Forfriskninger i sommervarmen
– Hva’ skulle det være, min ven – Sodavand eller kildevand?
Stemmen lød ovre fra den lille “bar”, der bestod af et bord dækket af en turkisblå dug, og to store køleskabe fyldt med forsyninger: kolde sodavand, kildevand – eller, for dem med lidt mere lyst, rosévin eller en kold Tuborg.
Baren var blevet stillet op i indgangen til det lune telt – et telt, der hurtigt begyndte at blive omtalt som et forvokset drivhus på grund af den tunge sommervarme der var derinde.
Men ikke desto mindre trillede beboerne stille og roligt ind og blev budt velkommen i drivhuset med smil og de kolde forsyninger.
En varm velkomsttale
Da alle havde fundet deres pladser, trådte Lotte – den aktivitetsansvarlig og arrangør af sommerfesten – frem og bød hjerteligt velkommen.
– Vi har sørget for lækker mad: friskgrillet kalveculotte, flødekartofler og en sommersalat med brød og smør. Tusind tak til de 13 frivillige der hjælper til i dag – uden jer var det her ikke muligt. Rigtig god fest til jer alle, siger Lotte.
Der kunne høres små klapsalver fra beboerne og gæsterne, mens de frivillige sørgede for, at maden blev stillet frem på bordene.
Efter at alle begyndte at spise og snakke, kunne man tydeligt mærke inde i det lune drivhus-telt, at der langsomt bredte sig endnu en varme – men denne gang ikke kun fra solen, men fra glæden og fællesskabet, der voksede i takt med snakken og hyggen blandt alle i gæsterne.
Underholdning i teltet
Efter middagen blev der gjort klar til festens underholdning. En frivillig bar en højtaler ind og sørgede for, at alt var klar til Bjarne Lisby, en dansktop sanger, som med smil og ro satte sig til rette. Han bød velkommen og lagde ud med sangen ”Solskin ombord”, som straks skabte en varm stemning og fik publikum til at synge med.
Lisby fortsatte med klassikere som “Malkepigerne”, “Min Fars Hønsefarm i Tarm” og den muntre “De Gamle Bukser”. Dette skabte god stemning blandt gæsterne. Der blev sunget med, og flere nød musikken og fællesskabet i teltet.
En sød afslutning på sommerfesten
Solen stod stadig højt, energien i teltet var let da sommerfesten nåede sin afslutning. Nogle gæster blev siddende, mens dæmpede samtaler summede i teltets hjørner. Andre havde søgt ud til bænkene i solen og nød de sidste øjeblikke af dagen.
Festen sluttede med et sidste højdepunkt: desserten. Vaniljeis med friske sommerbær og sprøde vaffelrør blev serveret. En kølig og sød kontrast til dagens høje temperaturer – og en enkel, men velfortjent afrunding på en hyggelig og vellykket fest.
Læs også
Læs mere om socialt ansvar i SAB
