Scroll

I december 2020 indgik SAB en totalentreprisekontrakt på knap 800 mio. kr. om opførelsen af Det nye Sølund — et stort og tiltrængt byggeprojekt, der skal tilføre Københavns Kommune plejeboliger, ung-domsboliger og daginstitutionspladser.

Allerede i projektets spæde start fremsatte totalentreprenøren væsentlige ekstrakrav på ca. 40 % af den samlede entreprisesum og varslede en forsinkelse på 28,5 måneder. SAB v. KAB fandt ikke grundlag for at imødekomme disse krav og efter flere forgæves forsøg på at opnå enighed om det fremtidige samarbejde, var SAB nødsaget til at ophæve totalentreprisekontrakten den 31. maj 2022.

Voldgiftsrettens kendelse
Sagen har været forhandlet over 10 retsdage, og Voldgiftsretten har nu afgjort, at SAB’s ophævelse var berettiget. Kendelsen fastslår, at totalentreprenørens adfærd frem til ophævelsen ikke var i overensstemmelse med parternes aftale om samarbejde og loyalitet. SAB er blevet tilkendt en substantiel erstatning.

Kommentarer fra SAB og KAB
”I SAB er vi naturligvis meget tilfredse med afgørelsen. Sagen er nu afsluttet og viser os, vi traf den rigtige beslutning, da vi valgte at ophæve kontrakten. Nu kan vi koncentrere os om at færdiggøre Det nye Sølund – til glæde for både kommende beboere og lokalområdet,” siger Bjørn Olsen, formand for SAB.

”Gennem hele forløbet har vi haft et tæt og konstruktivt samarbejde med SIRIUS Advokater. De har bidraget til en klar og velunderbygget sagsfremstilling, hvilket har været nødvendigt, for Det nye Sølund er en meget kompleks sag. Vi er derfor yderst tilfredse med udfaldet af kendelsen, der er meget entydig. Den slår fast, at aftalte vilkår og forudsætninger skal respekteres – og at det har væsentlige konsekvenser, når det ikke sker. Jeg håber, at afgørelsen kan være med til at styrke samarbejde og transparens i byggeriet fremadrettet,” siger Jens Elmelund, adm. direktør i KAB.

Relevante mærkesager

Principper-for-byggeri-og-renovering-aspect-ratio-456-284

Principper for byggeri og renovering