Engagementet i SAB er stort, og i denne artikelserie hylder vi de gode ideer til at styrke beboerdemokratiet. Stafetten gives denne gang videre til Mohammed Deria, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Utterslevhuse i Husum.
Mohammed Deria er en af de mange ildsjæle i SAB, som arbejder for at inddrage beboerne og styrke beboerdemokratiet. Han startede med at lave aktiviteter for børn og unge i boligområdet, og kom efterfølgende i afdelingsbestyrelsen i Utterslevhuse, hvor han for to år siden blev formand.
Siden har de i afdelingsbestyrelsen i Utterslevhuse arbejdet aktivt med at opbygge en udvalgsstruktur, som også engagerer beboere, der ikke sidder i afdelingsbestyrelsen.
Udvalg med ansvar og engagement
I Utterslevhuse har afdelingsbestyrelsen de seneste to år haft stor succes med at lave udvalg, hvor både beboere og medlemmer af afdelingsbestyrelsen kan melde sig til at sidde i et udvalg, som beskæftiger sig med et konkret emne for eksempel parkerings- eller festudvalget.
Udvalgsarbejdet er her langt mere end en formel struktur på papiret. Udvalgene har et reelt mandat til at udvikle idéer og komme med forslag til forbedringer i afdelingen, og deres arbejde bliver taget alvorligt. ”Vi har taget imod beboerne i udvalgene med åbne arme, men det er selvfølgelig også et spørgsmål om, hvor villig man som bestyrelse er til at inddrage andre og slippe noget af ansvaret.”, siger Mohammed.
Mohammed fortæller, at afdelingsbestyrelsen godkender omkring 99 procent af alle forslag, som udvalgene lægger frem. Det vidner ikke blot om en høj grad af tillid mellem bestyrelse og udvalg, men også om en kultur, hvor beboernes initiativer faktisk gør en forskel og tages alvorligt.
Det har overordnet styrket afdelingen og tilliden til bestyrelsen, at oprette udvalg:
”For mit vedkommende har udvalgsarbejdet givet en bedre relation til de andre beboere, og beboerne har fået mere tillid til os i afdelingsbestyrelsen. Med udvalgene har vi vist dem, at vi lytter til dem og arbejder for de emner, der er vigtige for dem og afdelingen.”, fortæller Mohammed.
Netop den reelle indflydelse er afgørende for at skabe engagement. Når beboere oplever, at deres idéer bliver hørt og omsat til handling, styrker det lysten til at deltage og tage ansvar for fællesskabet. Udvalgene bliver dermed ikke blot et sted, hvor emner diskuteres, men en platform, hvor beboerne aktivt er med til at forme udviklingen af deres eget boligområde.
Udvalg om alt fra parkering til affald
Nogle af de udfordringer, der fylder mest i en boligafdeling, er også dem, der mærkes tættest på hverdagen. Parkering, affald og vedligeholdelse påvirker beboerne direkte, og det har derfor været naturligt for afdelingsbestyrelsen i Utterslevhuse at lave udvalg, der beskæftiger sig med netop disse emner.
På den måde spiller beboerne selv en aktiv rolle, og kan skabe engagement omkring emner, som ellers godt kan skabe splid.
I Utterslevhuse har de blandt oprettet:
- Parkeringsudvalg – Håndterer problemstillinger med for lidt plads til parkering
- Tilsynsudvalget – Holder tilsyn med festlokale
- Affalds- og miljøudvalget – Arbejder for bedre affaldssortering og reducering af affaldsgebyrer
- Budgetudvalg – Arbejder med de årlige budgetter og regnskab
- Kommunikationsudvalg – Kommunikation til beboerne
- Festudvalg – Arrangerer fester og arrangementer i afdelingen
Det giver ikke blot flere hænder til arbejdet at lave udvalg omkring konkrete emner, men også adgang til forskellige erfaringer, perspektiver og faglige kompetencer. På den måde er beboerne selv med til at finde løsninger på hverdagens udfordringer i afdelingen.
Et af de områder, hvor det er særligt tydeligt i Utterslevhuse, er parkering. Parkeringsudvalget arbejder med den generelle pladsmangel i afdelingen, og der har været stor interesse for dette emne blandt beboerne. Udvalget har derfor omkring 10 medlemmer.
Tidligere var det ofte afdelingsbestyrelsens formand, der modtog spørgsmål og utilfredshed, men nu er det i stedet parkeringsudvalget som har ansvaret, og beboerne har nu et naturligt sted at henvende sig. Mohammed oplever, at mange spørgsmål i dag bliver taget direkte med udvalget, som arbejder med problemstillingen til daglig, i stedet for at gå igennem formanden eller afdelingsbestyrelsen, hvilket har lettet arbejdet for afdelingsbestyrelsen:
”Det har givet flere mulighed for at få et talerør. Nu er det ikke kun afdelingsbestyrelsen, der kan svare på spørgsmål om et emne, men i høj grad udvalgsmedlemmerne, som sidder med arbejdet og derfor er bedst klædt på til at tale med beboerne. Det har skabt mere tillid fra beboerne.”, fortæller Mohammed Deria, formand for afdelingsbestyrelsen i Utterslevhuse.
Den samme tilgang ses på affaldsområdet. Affalds- og miljøudvalget arbejder målrettet med at forbedre affaldssorteringen og samtidig holde renovationsudgifterne nede. Her har to beboere med særlig interesse og viden på området taget ansvar for indsatsen og bidrager med både vejledning og konkrete initiativer. Dermed bliver beboernes egne kompetencer bragt i spil til gavn for hele afdelingen.
Plads til at deltage på egne vilkår
Afdelingsbestyrelsen i Utterslevhuse oplevede ligesom mange andre afdelinger, at det var svært at få beboerne til at melde sig og bidrage til arbejdet i beboerdemokratiet.
De kunne se, at udfordringen ikke kun handlede om, at beboerne ikke havde lyst til at engagere sig, men i høj grad også om tid og ressourcer: ”Mange har lysten til at bidrage, men ikke nødvendigvis kapaciteten til at sidde i afdelingsbestyrelsen. Med udvalgene giver vi dem mulighed for at deltage i arbejdet på deres præmisser.”, siger Mohammed Deria, formand for afdelingsbestyrelsen i Utterslevhuse.
Bestyrelsen blev enig om, at de skulle blive bedre til at række ud til beboerne, og skabe rammerne for at man kunne deltage på andre vilkår end det traditionelle bestyrelsesarbejde.
”Jeg oplever, at de enkelte beboere er meget mere engageret, når det kommer til stykket end man skulle tro. Det er selvfølgelig ikke i de traditionelle rammer, men alle kan bidrage, og mange ønsker at engagere sig og præge det boligområde, de bor i.”, siger Mohammed
For bestyrelsen i Utterslevhuse handler arbejdet med udvalgene derfor først og fremmest om at skabe mulighed for, at beboerne kan engagere sig på deres egne præmisser. Ikke alle har tid eller lyst til at sidde i afdelingsbestyrelsen, men gennem et udvalg kan man i stedet bidrage med det, man kan inden for sit eget interesse- eller kompetenceområde, hvad enten det er parkering, affald eller noget helt tredje.
En ekstra indsats som er det hele værd på den lange bane
Selvom at arbejdet med udvalgene i Utterslevshuse i høj grad har været en succes, så har der også været udfordringer undervejs. Mohammed fortæller, at det som altid kan være svært at få nok frivillige, og at der helt sikkert er nogle udvalg, som godt kunne bruge et sæt ekstra hænder. Nogle udvalg er op til 10 medlemmer, mens andre kun består af et enkelt eller to medlemmer.
Det er dog ikke afdelingsbestyrelsens primære fokus at opsøge flere udvalgsmedlemmer lige nu, men de håber I stedet på i fremtiden at kunne oprette flere udvalg.
Det har også krævet lidt arbejde fra afdelingsbestyrelsens side at oprette og holde udvalgene i gang. Deres erfaring er, at det kræver en vis grad af struktur for at fungere i praksis. Det blev tydeligt i kommunikationsudvalget, hvor for løse rammer gjorde det svært for de frivillige at tage fat på opgaverne.
Derfor er der nu tilknyttet en tovholder til hvert udvalg, ofte fra afdelingsbestyrelsen, som har ansvar for at skabe overblik og fremdrift. Samtidig er der på hvert bestyrelsesmøde et punkt omkring udvalg, hvor der gives en status fra alle udvalg, og hvor bestyrelsen kan tage stilling til de forslag udvalgene stiller.
“Al ros skal tilfalde de frivillige i udvalgene. Det er deres indsats, der har gjort det her muligt,” siger Mohammed, formand for afdelingsbestyrelsen i Utterslevhuse.
For bestyrelsen er den ekstra indsats dog det hele værd. At dele ansvaret styrker fællesskabet, og giver mere overskud i bestyrelsen.
Er du interesseret I at høre mere om, hvordan afdelingsbestyrelsen I Utterslevhuse har arbejdet med udvalg – så kontakt formand for afdelingsbestyrelsen Mohammed Deria på mail: mde_bm@kab-bolig.dk.
Gode erfaringer om udvalg fra Utterslevhuse – Sådan kommer I selv i gang
I Utterslevhuse har de med en relativ simpel struktur kunne engagere beboere i udvalg under afdelingsbestyrelsen. Her er deres erfaringer og forslag til, hvordan andre kan komme i gang med udvalgsarbejdet:
- Engagér beboerne dér, hvor interessen allerede er
Mennesker engagerer sig sjældent i alt, men ofte i noget. Tag udgangspunkt i de emner, der optager beboerne mest, hvad enten det er parkering, affald, rengøring eller sociale aktiviteter. Når folk får mulighed for at bidrage med deres egne erfaringer, interesser eller kompetencer, vokser både engagementet og kvaliteten af arbejdet.
- Vælg konkrete og afgrænsede emner
Sørg for at udvalgenes arbejde handler om et konkret og afgrænset emne. Det kan få flere til at melde sig, hvis de kun skal fokusere på det emne som interesserer dem.
- Slip ansvaret og giv udvalgene et reelt mandat
Tillid er altafgørende i udvalgsarbejdet. Når udvalgene får frihed til selv at komme med forslag, og oplever, at bestyrelsen bakker op og godkender deres arbejde, vokser både engagementet og ejerskabet. Det er derfor vigtigt, at I som bestyrelse stoler på udvalgene, og giver dem et reelt mandat til selv at bestemme. Det kan også være i form af et budget, som de selv råder over.
- Brug en enkelt struktur, tovholder og forventningsafstemning
Udvalgene fungerer bedst, når der er klare rammer for arbejdet. Udpeg gerne en tovholder, for eksempel et medlem af afdelingsbestyrelsen, som kan hjælpe med koordinering, møder og opfølgning. Sørg også for at forventningsafstemme med udvalget omkring, hvad deres opgaver og ansvar er, og hvordan samarbejdet mellem udvalget og afdelingsbestyrelsen skal fungere.
- Benyt beboere med særlige kompetencer
Hav øjne og øre åbne og vær nysgerrig, når du taler med beboerne. Måske er der en, der har en særlig erfaring eller kompetence, som kan bruges i et udvalg. Tøv ikke med at prikke personen på skulderen.
- Brug afdelingsmødet til at finde frivillige
På afdelingsmødet vil der ofte være god mulighed for at tale med beboerne og opfordre dem til at deltage i udvalgsarbejdet. Brug også mødet til at præsentere udvalgene og det arbejde de er lykkes med det forgange år, så det kan inspirere andre til at deltage.
- Skab tillid og samarbejde mellem drift og afdelingsbestyrelse
For at udvalgsarbejdet kan fungere optimalt, er det vigtigt at have et godt samarbejde med driften. De vil ofte være med til at gøre ideerne fra udvalgene til virkelighed, og det kan derfor være gavnligt at inddrage dem tidligt i processen.
- Tidsbegrænsede udvalg
Overvej om nogle udvalg kan arbejde tidsbegrænset. Det kan være et projekt, der løber over et halvt år eller et par måneder. Ofte vil det kunne engagere andre typer frivillige, som ikke har lyst til at binde sig for længere tid ad gangen.
Stafetten gives videre
Artiklen her er en del af serien ’Engagement i SAB’, hvor stafetten gives videre fra afdeling til afdeling.
I serien deler vi inspiration, konkrete greb og erfaringer fra afdelinger rundt om i SAB. Vi ser på, hvordan man kan engagere flere beboere, styrke beboerdemokratiet og få gode idéer til at blive til handling i hverdagen. Hver artikel tager stafetten videre og giver indblik i, hvad der virker, og hvad andre kan lade sig inspirere af.
Har I lykkes med at skabe engagement i jeres afdeling, så fortæl os gerne den gode historie!
Skriv til mailen: kundecenter-sab@kab-bolig.dk.
Læs også
Relevante mærkesager




Beboerdemokrati
Socialt ansvar
