Scroll

Solen skinner på facaden af servicecenteret på Ålekistevej i Vanløse, da Mogens åbner døren og lukker mig ind på kontoret. Som altid møder han én med et smil og et venligt ansigt. Mogens laver en kop kaffe, og vi sætter os ind i frokoststuen for at tale om de sidste 50 år.

Mogens Hansen kunne nemlig i april fejre sit 50-års jubilæum i SAB. Han blev fejret med en stor reception, hvor både familie, kollegaer, samarbejdspartnere og bestyrelsesmedlemmer deltog. Som en særlig anerkendelse har Mogens Hansen også modtaget Kongehuset fortjenstmedalje.

Jeg må indrømme, at det er først de her dage, det går op for mig, at jeg har været her i 50 år. Tiden er bare gået, men jeg har haft det godt og har hele vejen igennem syntes, at det har været et godt arbejde.”, siger Mogens, da jeg spørger, hvordan det er at fejre 50-års jubilæum.

Med de 50 år i SAB lægger Mogens samtidig arbejdslivet på hylden, og går ikke blot på sommerferie, men også pension. Som han selv siger, så har han det godt, men han ”springer da heller ikke ud som en vårhare om morgenen længere”. Så han har besluttet sig for at stoppe, mens legen er god.

Mogens Hansen med Kongehusets fortjenstmedalje.

 

”Jeg kan jo blive hængende sommeren over”
Ikke langt fra, hvor vi sidder, startede hele historien i 1976, da Mogens som 17-årig blev ansat i SAB i Skyttevænget. Han var blevet færdig med skolen, og hørte fra noget familie, at de manglede en mand på ejendomskontoret der. Han greb chancen, og tænkte hvorfor ikke? Om ikke andet kunne det da være et midlertidigt job.

Jeg tænkte, lad mig da prøve. Jeg kan jo blive hængende sommeren over eller hvor længe jeg nu gider. Så tog den ene dag åbenbart den anden, og så gik der 50 år.”, fortæller Mogens.

Mogens blev dog glad for arbejdet i SAB, og rykkede videre til ejendomskontoret på Grøndalsund, hvor han efterhånden blev en hel institution i sig selv. Han startede som gårdmand, og fik sig en funktionærbolig i afdelingen. Senere blev han assistent, og endte med næsten at bruge de sidste 25 år som driftsleder, inden kontoret blev slået sammen med et andet og blev til det servicecenter, hvor Mogens i dag er driftslederassistent.

 

Et arbejdsliv med frihed og udvikling
Fra gårdmand til driftsleder – Mogens har taget hele vejen gennem SAB skridt for skridt, og han har sørget for at holde sig opdateret og søge ny viden i løbet af årene: ”Man skal jo ikke gå og kede sig. Jeg synes, at jeg har haft gode muligheder for at udvikle mig løbende, og jeg har kunne tage kurser, der har passet til mit arbejde og bygge videre på min viden.”, siger Mogens.

En vigtig ingrediens til arbejdsglæde har får Mogens også været variationen i arbejdet. Han har sat pris på, at arbejdet ikke har været ensformigt, men at dagene har set forskellige ud.

Man kan sidde på kontoret og bruge hovedet, og bagefter kan du gå ud i de grønne områder og koble hjernen lidt fra. Den kombination, synes jeg, er rigtig god.”, siger han.

Han er ikke i tvivl om, at det er roden til et godt og sundt arbejdsliv uden overbelastninger.

Ved siden af det daglige arbejde har Mogens også søgt ny viden og faglig udfordring gennem sit engagement som lokal tillidsmand og som medarbejderrepræsentant i SAB´s organisationsbestyrelse i mere end 15 år: ”Jeg har altid godt kunne lide at være medarbejdernes stemme i organisationsbestyrelsen, og være med der, hvor man kan mærke pulsen i boligselskabet. Det har været interessant at være med i beslutningsrummet.”, siger Mogens.

 

Beboerne først
Det er dog ikke kun de alsidige opgaver, der har fået Mogens til at blive i 50 år. Det er i høj grad de mennesker, han har mødt på sin vej. Mogens er kendt for sin gode service, imødekommenhed og sin dialog med beboerne:

Jeg har altid kunne snakke med beboerne. Selvfølgelig har der været konflikter, men hvis man selv holder den gode tone, så hisser modparten sig sjældent op. Så kan man altid snakke om det.”, forklarer han.

Blandt beboerne er Mogens også vellidt. Før i tiden blev han ofte budt ind til en øl, nu er det snarere kaffe eller te, men det værdsætter han også højt. Som han forklarer, var der engang god tid til at snakke med beboerne og danne en god relation til dem. Det kan han godt savne i dag, hvor tiden ofte skal effektiviseres. Han håber dog, at der også i fremtiden bliver tid til skabe relationerne, da de er meget givende for samarbejdet, og ofte kan hjælpe med at tage problemer i opløbet.

Mogens har også stadig helt styr på navne, opgange og husnumre – også fra beboere, der flyttede for årtier siden. For nylig lavede han et indflytningssyn på Grøndalslund, hvor han genkendte efternavnet. Den nye beboers mor havde tidligere boet i afdelingen – ”Nå ja, det var da hende i nummer 24”, havde han sagt, og ganske rigtig: Datteren var nu anden generation af familien han tog imod.

”Mange af beboerne siger, ’Mogens, du må da være født nede i varmecentralen’”, fortæller han, og forklarer, hvordan mange af beboernes voksne børn og børnebørn også hilser op ham, når de kommer i afdelingen, fordi de er vokset op med ham.

 

Hemmeligheden bag et langt arbejdsliv
Mange vil nok undre sig over, hvordan kan man arbejde samme sted i 50 år? Og hvad opskriften på et godt og langt arbejdsliv er? Ifølge Mogens, handler det blandt andet om at kunne slippe arbejdet, når man har fri: ”Jeg har altid været til at koble fra. Når man går hjem, så går man hjem, og så skal man ikke spekulere på arbejde før i morgen.”

Derudover betyder de gode relationer med beboerne og kollegaerne meget. Mogens har sat pris på den mangfoldighed og de nye perspektiver, han har mødt hos både kollegaer og beboere i de mange år. Han håber også, at det netop er mangfoldigheden blandt beboerne SAB også i fremtiden vil huske:

Vi skal huske, at det er mennesker der bor her, ikke bare boliger. Jeg håber, at SAB også i fremtiden vil prioritere tid til, at medarbejderne kan skabe gode relationer med beboerne. Beboere er forskellige og har forskellige behov.”, siger Mogens.

 

Tak for indsatsen til en god kollega

Tilbage i frokoststuen begynder kollegaerne at dukke op med pizza og madpakker. Man mærker hurtigt at stemningen er god, og Mogens er allerede i gang med de sjove replikker. Det er tydeligt, at en Mogens er en god kollega, der vil blive savnet. Svend, der er servicemedarbejder i afdelingen siger:

”Mogens er en fantastisk kollega. Fin mand og altid godt humør. Han vil blive savnet.”

De har dog allerede aftalt at Mogens stikker hovedet forbi en gang i mellem og hilser på.

Om lidt bliver hverdagen for Mogens anderledes. Han behøves ikke længere stå op klokken halv seks og cykle på arbejde, men der bliver i stedet tid til flere løbeture, mere tid i haven og mere tid sammen med familien. Børnebørnene ser i hvert fald frem til mere tid med morfar.

Hos SAB vil Mogens dog blive savnet, og efter 50 år er Mogens ikke bare en medarbejder, men en del af SAB, vi nu siger farvel til.

Tusind tak til Mogens for den store indsats, det gode arbejde og dit altid gode humør!

Relevante mærkesager