Stemningen var afslappet og imødekommende, da beboere og beboervalgte i Glumsøparken, Lollikhuse og Falsterbo blev inviteret med på en tryghedsvandring sammen med lokalpolitiet. Vandringens formål var at styrke tilliden og trygheden mellem beboerne og det lokale politi.
En vandring mod tryghed og bekendtskaber
Mia Priskorn, social vicevært hos SAB og medarrangør af initiativet, fortæller, at ideen til vandringen opstod med afsæt i den boligsociale helhedsplan ”Sammen om Husum og Tingbjerg”, som administreres af FSB. Helhedsplanens formål er at styrke den generelle nærhed i området ved at styrke kendskabet til lokale ressourcer, herunder lokalpolitiet.
Tryghedsvandringen blev hurtigt en succes og beboerne kom med det samme på fornavn med lokalpolitiet, Maria og Mikkel.
”Det virker mere trygt og ligetil for beboeren at de kender lokalpolitiet, fremfor at de skal ringe til politiets hovednummer og spørge efter en eller anden afdeling”, siger Mia Priskorn.
En gåtur med vigtigt tema og mulighed for forandring
Under tryghedsvandringen var det helt store tema, salget af stoffer, som muligvis foregår bestemte steder i afdelingen. Mens deltagerne bevægede sig gennem stier og passager, blev der udvekslet spørgsmål, bekymringer og vigtigst af alt, et klart budskab: Beboerne står ikke alene.
Politiet understregede, at man trygt kan henvende sig til dem, hvis man oplever utryghed eller mistænkelig adfærd i området. ”Politiet bad om, at beboerne holdt dem opdaterede med mistænkelig adfærd, så de kan sørge for at patruljere de rigtige steder”, fortæller Mia Priskorn.
Netop initiativer som dette er med til at styrke tilliden mellem politi og beboere. Flere deltagere gav efterfølgende udtryk for, at turen havde gjort en forskel – ikke kun i forhold til tryghed, men også i oplevelsen af at blive lyttet til.
”En ny beboer kontaktede mig efterfølgende. Hun fortalte mig, at tryghedsvandringen havde givet hende håbet tilbage om, at der foregår gode ting i verden, og at der er folk, man godt kan række ud efter.”, fortæller socialvicevært Mia Priskorn.
Et vigtigt første skridt
Mia Priskorn fortæller afsluttende, at hun håber, at turen især har styrket tilliden til lokalpolitiet hos de beboere, der i forvejen har en svækket tillid til det offentlige. Hun håber på, at flere beboere nu vil have tillid til at ringe til politiet, hvis de føler sig utrygge, i stedet for at affinde sig med det.
Muligheden for at lave en tryghedsvandring afhænger af dit område. I København findes tryghedspartnerskaber, hvor lokalpolitiet spiller en særlig rolle.
Du kan læse mere om lokalpolitiet og ’Din betjent’ her. Læs også mere om tryghedsvandringer hos Det Kriminalpræventive Råd.
Læs også
Relevante mærkesager

Socialt ansvar




Bygningsvedligehold
Byudvikling
Beboerdemokrati
